Min rejse – derfor er jeg her nu

Min rejse - derfor er jeg her nu.

Image

Jeg er meget beæret over at få denne mulighed for at hjælpe andre her på fertilitetsliv.dk. Min baggrund for at uddanne mig til psykoterapeut er bl.a min egen fertilitetsrejse, som har været frygtelig hård på så mange områder. Dengang var der ikke mange tiltag, hvor man kunne finde hjælp og jeg stod derfor meget alene. Idag hvor jeg sidder tilbage med meget I rygsækken, men også med en dejlig dreng, har jeg overskuddet og en brændende lyst til at hjælpe andre i samme situation.

Min største livskrise har været mit fertilitetsforløb. En periode på 5 år, som var fyldt med sorg, tristhed, ensomhed, frustration, jalousi, vrede, håbløshed, angst og depression. En periode med en følelse af tab, en krop der ikke fungerede, mistede relationer, social isolation, et mistet job, et “had” til gravide veninder og babybuler og et mekanisk sexliv.

Kender du nogle af disse følelser?
Så ved jeg lige præcis, hvad du gennemgår.

Min mand Morten og jeg mødte hinanden i en sen alder og påbegyndte derfor project baby efter 1 år. Det startede også dejligt ud med en naturlig graviditet, som desværre endte i en spontan abort. Herefter fortsatte vi med entusiasme og alle de “gode råd” der findes. Intet skete og grundet vores alder blev vi begge undersøgt og selvom vi begge var sunde og raske, valgte vi at starte I fertilitetsbehandling. Nu ville det nok gå hurtigt….troede vi!!!

Efter 5 år, 3 IUI, 6 IVF, 2 ICSI, donoræg I Grækenland, 3 aborter og en besked om for tidlig overgangsalder, kunne vi ikke holde til mere. Vi levede ikke længere- vi overlevede kun lige. Men håbet holdt os oppe, det var det eneste, vi havde tilbage.

Efter kort tid fandt vi vores egen donor, da det lige var blevet tilladt I Danmark og hun skænkede os den største gave. Dejlige sunde æg, som resulterede i graviditet. Vi er derfor idag beriget med den dejligste dreng. Milo er 5 år og vores taknemmelighed kan ikke beskrives. Når han kigger mig I øjnene og siger “jeg elsker dig mor”, så er det det hele værd.

Sådan en livskrise, som barnløshed er, sætter sine spor og det har været en rejse at komme hertil. En rejse vi aldrig glemmer. Personligt er jeg kommet igennem det med støtte fra min mand og en gruppe piger, som også var ufrivilligt barnløse. Det har betydet så meget for mig, at kunne spejle mig i andre, at kunne dele de svære og til tider “grimme” tanker og følelser. Det at møde andre i samme situation, har gjort, at jeg ikke har følt mig så ensom og forkert.

Derfor er jeg meget dedikeret og ønsker at hjælpe andre i samme situation. Udover min menneskelige baggrund og faglighed kan jeg møde dig som en ligesindet, der ved, hvad du gennemgår.

Imens jeg er under uddannelse finder terapien sted på SEOP, som ligger I København.

En stor del af min uddannelse består af træning. Derfor søger jeg træningsklienter, som kan tilbydes terapi til 250 kr.

Hvis du har lyst til at høre mere, er du meget velkommen til at kontakte mig.

Tlf: 50591906
Mail: betina@indsigt-terapi.dk

Glæder mig til at høre fra dig.

Bedste hilsner
Betina

Del dette blogindlæg